Falsled havn (besøgt sommeren 2019)
Vi tog faktisk til Falsled da der var propfyldt på Lyø og vi ikke lige kunne overskue at ligge for anker en hel dag i 29 graders varme og høj sol. Og her er heldigvis masser af pladser og stille og roligt:-)
Og Falsled er en hyggelig havn. Der er kommet en helt ny legeplads til her i 2025, så den del er opdateret her i beskrivelsen. Vi lagde til ved en af de første broer, men så er der langt ind til havnekontoret, så jeg ville lægge mig lidt længere ind i havnen.
Havnen

Legeplads
Der er kommet en helt ny legeplads i Falsled, så der er mulighed for at komme ud og bevæge sig. Legepladsen er med alm. gynger, redegynge, balancepæle, klatrenet, fyrtårn og rutchebane. Desuden er der også en stor græsplæne i forbindelse med, så der kan komme gang i frisbee'en eller fodbolden.
Det er også muligt at krabbefiske her - men ikke væddeløbsbane.

Indkøb og transport
For indkøb kan man bestille gratis afhentning af købmanden og så kører han endda én hjem efter der er købt ind. Sikke en service. Vi kom for sent til at prøve det desværre, for man skal bestille afhentning inden 16.00 og bliver så hentet kl. 17.00. Ring til købmanden i Haastrup på 6268 1085.
Hvis man vil til Faaborg kan der ringes til Fynbus' bestillingscentral på 6311 2255. Går ud fra det så koster det samme som en busbillet?!

Spisesteder
På havnen ligger Havnegrillen - og den er populær på en varm dag, for der er også is.
Hvis man har lidt pænere tøj med på sejlferie, så er Falsled Kro også en mulighed. Den ligger smukt og et par hundrede meter fra havnen.

Bad-, toilet- og andre faciliteter
Bad og toilet er af ældre dato, men det fungerer fint. Man køber bad i automaten på havnekontoret.
Der er gratis Wifi i hele havnen og det fungerer rigtigt godt - jeg laver denne side på deres wifi.

Priser på havnen
Under 10 m. = 115 kr.
10 - 12 m. = 135 kr.
12 - 14 m. = 155 kr
14 - 16 m. = 175 kr.
16 - 18 m. = 195 kr.
Over 18 m. = 215 kr.
Strøm koster 10 kr. pr. døgn
Vaskemaskine står ved de offentlige toiletter og koster 25 kr.

Seværdigheder i området
Der er ikke så meget at se på i Falsled, men her er smukt og her er fyldt med bindingsværkshuse med stråtag. Falsled Kro er også rigtig fin. På en regnvejrsdag er her ikke så meget at tage sig til, men i godt vejr er her stille og ikke over-crowded!